EM Denmark Press Release
EU-projektet er under massivt pres, bade udefra og indefra. Derfor er tiden for alvor inde til at samle danskerne om det europæiske fællesskab. Sådan lyder hovedbudskabet fra et nyt projekt ”Vi Vil Europa”, som Venstre og Europabevægelsen har taget initiativ til.
”Der er brug for, at vi tør tænke EU på nye måder. Der findes en berøringsangst for at tale om EU som et projekt, som vi alle er en del af. Den berøringsangst skal væk, hvis vi skal skabe en konstruktiv politisk debat om EU baseret på fakta og fornuft frem for populistiske postulater,” fortæller landsformand i Europabevægelsen Stine Bosse.
Projektet blev kickstartet i weekenden, hvor 60 ledere og repræsentanter fra erhvervsliv, uddannelsessektoren, kulturorganisationer, ungdomsorganisationer, mediebranchen og politik samledes til et arbejdsdøgn. Alle sammen på tværs af partiskel og uenige om det meste bortset fra en ting: at de vil Europa.
For man kan godt være uenig i den politik, der bliver lavet i EU – uden at være imod EU. Sådan lød det blandt andet fra formand for Folketingets udenrigsudvalg, Ane Halsboe-Jørgensen (S), på arbejdsweekenden:
”Vi skal tillade den politiske uenighed. Men der er en række udfordringer, der kræver, at vi sætter os om et europæisk bord, eks. bekæmpelse af skattesnyd og kamp mod farlig kemi i vores hverdag. Jeg tror grundlæggende på, at Danmark er stærkere i EU – og at EU er stærkere sammen,” lød det fra Ane Halsboe-Jørgensen (S).
Og der er brug for, at vi omfavner den politiske uenighed og taler om, hvilket EU vi vil have, frem for hvor meget EU, vi vil have, fortæller initiativets anden grundlægger, Europaparlamentariker Morten Løkkegaard (V), der glæder sig over weekendens resultater:
”En gammel idé er her i weekenden blevet til virkelighed. Store og små virksomheder, unge, kulturliv, politiske fløje har blandet blod på, at vi vil skabe en bedre og mere kvalificeret debat om Danmarks rolle i det europæiske samarbejde. Nu går det store lyttearbejde i gang,” lyder det fra Morten Løkkegaard (V).
”Vi Vil Europa”-projektet vil udmunde i en række konkrete initiativer, udarbejdet af deltagerne selv. De skal implementeres overalt i Danmark løbende frem mod Europa-Parlamentsvalget i 2019.
For mere information eller kommentar fra Landsformand Stine Bosse:
Kontakt Europabevægelsens landssekretariat
Telefon +45 4070 1900