Vi skal passe godt på Danmark: Flygtningekrisen skal løses i fællesskab mellem de europæiske lande

På min dejlige morgentur langs vandet tænker jeg altid på disse strofer: “Der er et yndigt land, det står med brede bøge, nær salten østerstrand” – ja det er Danmark vi synger om. Et pragtfuldt land. Hvor jeg går tur, kan vi se Sverige, andre steder kan vi se Tyskland. Noget af det, der gør os til netop det vi er. VI lever af at handle med mange mennesker i andre lande. Og særligt meget med netop de to naboer.

Alt i alt er 500.000 danske arbejdspladser knyttet til EU. Vi eksporterer, importerer og arbejder sammen i virksomheder, der har placeret sig på kryds og tværs i Europa. Det har gjort os alle rigere. Ikke bare målt i penge / BNP (brutto national produnkt), men også i oplevelser. I 1950’erne rejste mine bedsteforældre til Harzen. Det var store sager. Lidt senere tog Spies hele Danmark til Mallorca og Tenerife. Nu bestiller mange bare en billet på nettet til Paris, London, Berlin og Barcelona, eller Aalborg, København, Aabenraa eller Stockholm. Ja vi tænker ikke over, at vi ligner hinanden og hvor stort et fællesskab vi har. Vi er kommet til at tage det for givet. Vi hænger sammen. Og vi har lært gennem opbygningen af EU at leve sammen i fred og fordragelighed.

Alt dette i skønneste orden lige indtil vi skal deles om en vanskelig opgave. Nej, det er ikke finanskrisen, jeg taler om. Den er nærmest glemt af mange. Nej jeg taler selvfølgelig om flygtningesituationen. Den er ikke ny. Den har bygget sig op i årevis. Med millioner på flugt fra krige i Mellemøsten, af hvilke vi, Danmark, har deltaget i flere. I kølvandet på finanskrisen kastede flere af de hårdt ramte sydeuropæiske lande håndklædet i ringen, og sagde tydeligt til os andre i EU, at de ikke kunne magte presset syd fra. Der var ingen hjælp at hente.

I løbet af 2014 sænkedes hjælpen til nærområderne betragteligt og mange forudså, at flygtningestrømmen til EU ville tage til. Derfor udarbejdede EU-Kommissionen i foråret 2015 et samlet forslag til os. Hovedelementerne er: Fællesskabet skal sikre de ydre grænser sammen.Flygtninge (mennesker, der flygter fra krig) skal ikke selv bestemme, hvor de vil hen, men skal, når de ankommer til EU’s grænse, fordeles. Fordelingen tager hensyn til mange forhold i landene inklusiv BNP pr. indbygger. Migranter fra særligt Afrika, der flygter fra fattigdom, skal retur på en sikker måde. Massiv investering i Afrika, med henblik på at dæmpe fremtidig lyst til migration, og endelig en grundig fælles indsats overfor menneskesmuglere.

Siden er det kun Sverige og Tyskland, der har meldt positivt tilbage på disse forslag. Alle andre nationer har tøvet og har som Danmark søgt at trække sig tilbage bag egne grænser og med egne tiltag gjort livet svært for menneskene, der flygter.

Det paradoksale er, at fordelingsmodellen ville betyde betydeligt færre flygtninge i Danmark.

Jeg synes, vi skal passe på Danmark. Særligt det Danmark, vi kender. Derfor går jeg ind for, at vi hurtigst muligt søger løsninger, som tager deres udgangspunkt i de forslag EU-Kommissionen har lavet for os, og som jeg tror langt, langt de fleste borgere i EU ville hilse velkommen. De sikrer nemlig både en menneskelig håndtering af en situation, der ikke går væk, samt at vi stadig i god ro og orden kan færdes frit sammen.

Indlæg af formand Stine Bosse, bragt i Kristelig Dagblad 12. januar 2016

13. januar, 2016